utils prefix normal JERNESALT - 0azreplik100405

REPLIK FRA JERNESALT - 5.4.10.


Er den komplementære helhedsrealisme harmoniserende?

Undertiden kommer vi her på redaktionen ud for henvendelser fra læsere der ved nærkontakt med Jernesalt er kommet til det resultat at den komplementære helhedsrealisme skulle være harmoniserende. Det er imidlertid en misforståelse, og den kommer formentlig af at de pågældende læsere opfatter det tilgrundlæggende bohrske komplementaritetsbegreb som harmoniserende i den banale forstand at det erstatter en principiel enten-eller logik med en principiel både-og logik. Men så enkelt er det bare ikke.

Det er korrekt at komplementaritetssynspunktet bryder den ulyksalige forhekselse af forstanden som den meget anvendte logiske enten/eller-konstant medfører og som bl.a. forfører mange mennesker til ikke alene at dele al ting op i sort og hvidt, men desværre også til at betragte det synspunkt man selv har som 'hvidt' (rigtigt, godt eller retfærdigt) eller den gruppe man tilhører som 'hvid' (god og retfærdig), mens modparten er 'sort', ond og uretfærdig og derfor skal bekæmpes. Alle ideologier og fanatiske religioner, ja, alle fanatiske grupperinger deler verden op på denne måde og føler sig derfor også ofte fristede til at bekrige hinanden med undertiden meget voldelige og destruktive metoder.

Er man fredsommeligt anlagt og demokratisk indstillet, prøver man naturligvis at gå en anden vej ved at erstatte denne grove sorteringsmetode med et pragmatisk både-og synspunkt. Man nøjes ikke med at se tingene eller problemerne fra Ún side, men ser dem fra to (eller flere) og prøver sågar også at se noget positivt i de synspunkter der måske for den umiddelbare betragtning ser slette eller negative ud. Men som det ofte sker ender denne i og for sig tiltalende metode med at udviske forskellene og henholde sig til den generelle visdom at der nok er noget rigtigt i alle synspunkter. Og dette kan man på sin vis godt kalde en harmoniserende praksis, men man vil i mange tilfælde kunne konstatere at den mest skyldes ulysten ved - og i visse tilfælde ligefrem angsten for - at fastholde uenigheder og modsætninger.

Som et markant eksempel på en filosofi der hylder det bløde både-og princip som erstatning for det hårde enten-eller princip kan tages forfatteren Villy Sørensen, der har skrevet et par bøger om emnet, og som sammen med politikeren Kresten Helveg Petersen og civilingeniøren Niels I. Meyer i 1978 også udgav bogen 'Oprør fra midten' der gik ind for det såkaldte 'humane ligevægtssamfund', samfundet der holdes i ligevægt netop ved at man konsekvent afbalancerer alle modsætninger. Men det er ren utopi.



Det bohrske komplementaritetssynpunkt går ud på noget helt andet, nemlig i enhver fuldstændig beskrivelse af ethvert givent område hvor der foreligger logisk uforenelige modsætninger at medinddrage dem begge som sideordnede og ligeberettigede - uden på nogen måde at ophæve eller opløse modsætningen. Det primære eksempel i Bohrs egen filosofi er naturligvis den logiske uforenelighed af partikelsynspunktet og bølgesynspunktet i beskrivelsen af atomprocesser. Ved iagttagelsen af disse fænomener vil man påvirke processerne alt efter om man vil måle partiklerne eller bølgerne nøjagtigt. I den fuldstændige beskrivelse af hvad der foregår må man derfor måle begge dele hver for sig.

Men som bekendt foreslog Bohr selv at man også anvendte komplementaritetssynspunktet på fænomener uden for fysikken, nemlig hvor der principielt foreligger logisk uforenelige modsætninger som fører til at man må vælge mellem to uforenelige målemetoder eller analysemetoder. Han nævnte selv fænomener som fornuft kontra følelse eller retfærdighed kontra barmhjertighed og flere andre. Jf. artiklen om komplementaritetssynspunktet.



Et af de felter hvor Jernesalt benytter komplementaritetssynspunktet flittigt er i forholdet mellem frihed og lighed eller mellem individ og samfund. Den her foreliggende principielle uforenelighed er af logisk art og går igen i modsætningen mellem liberalismen og socialismen. Det er ikke muligt at få hensynet til friheden og hensynet til ligheden til at gå op i en højere enhed (en logisk syntese). Der vil altid bestå modsætning mellem de to principper, men det har til gengæld den fordel at man kan bevare dynamikken.

Det samme gælder i forholdet mellem individ og samfund. Politikerne er tvunget til at tænke på samfundshelhedens interesser, men mødes naturligvis til stadighed med krav om at tilgodese enkeltindividernes interesser. For grundfilosofien i det moderne velfærdssamfund er jo efterhånden blevet at individets interesser går over samfundets, og derfor vil medierne (og til den hver en tid siddende opposition) altid have let spil med at påvise at individer kommer i klemme ved bestemte love og regler. Får folketinget først indført en regel der er til stor fordel for mange borgere, vil det være uhyre svært at ændre eller afskaffe den igen, selvom den økonomiske udvikling eventuelt skulle gøre det nødvendigt. Derfor hænger vi den dag i dag på en efterlønsordning der oprindeligt var til gavn for samfundet ved at mindske arbejdsløsheden, men i dag er til skade for samfundsøkonomien fordi den både er for dyr og giver folk mulighed for og lyst til at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tiden.

Som eksemplet viser, så er der principiel modsætning mellem hensynet til det enkelte individ og hensynet til samfundshelheden. Og da 'samfundsånden' er gået mere og mere i retning af individualismen, får politikerne sværere og sværere ved at varetage helhedens interesser. Og det gør ikke sagen bedre, at medierne altid fokuserer på individet og derfor blæser enhver sag hvor en borger rammes af lovgivningen op til en størrelse der gør det svært for ministre og folketingsflertallet at vælge den samfundsmæssigt bedste løsning. Politikerne er jo nemlig afhængige af hvad vælgerne siger i den sidste ende.



Hvad den menneskelige tilværelse som helhed angår, må det også fastslås, at den er uharmonisk - og aldrig bliver andet.

Grunden er meget enkel. Den ligger i selve biologien. Livet som sådant er kendetegnet af at det gror og vokser - og til stadighed går ud over sig selv. Jo højere op i udviklingen det kommer, jo mere grænseoverskridende blivet det. Dette vil for menneskets vedkommende sige at livet bliver bevidst kulturskabende og dermed uafladeligt ændrer sit eget miljø, sine egne levevilkår. Mennesket stiller sig aldrig tilfreds med de opnåede resultater, men vil videre. Nogle ivrigere end andre. Yngre ivrigere end ældre - og visse samfund, visse kulturer og visse tidsaldre hurtigere end andre.

Hele denne grænseoverskridende vilje betyder at mennesket altid vil erobre land i både bogstavelig og overført betydning. I bogstavelig forstand indebærer erobringstrangen krig og anden konflikt med naboer og fremmede. Og dette har været set i hele historien. Men i overført betydning indebærer trangen til transcendens at mennesket går på opdagelse i verden - både fysisk, mentalt og åndeligt.

Mennesket opdager nye geografiske verdener, men også nye forskningsmæssige, videnskabelige, kunstneriske og religiøse verdener. De gør sig fortrolige med dem, eller de benytter deres opdagelser til at skaffe sig privilegier og monopoler og strides med andre om disse, ja også om selve fortolkningerne af det opdagede. Det er dette hele kulturhistorien fortæller om.



Mennesket kan i denne situation drømme lige så meget det vil om en harmonisk verden hvor alt ånder fred og fordragelighed, men den eksisterer kun i fantasien. Realiteten siger disharmoni efter disharmoni, men heldigvis ikke uden perioder og nicher af midlertidig fred og harmoni, hvor mennesket så at sige kan sunde sig til de næste udfordringer.

Den evige fred og harmoni er en utopi, men drømmen om den er så stærk at den indgår i såvel religionerne som ideologierne som erklærede målsætninger. Resultatet bliver uundgåeligt at der nu også skabes ufred og disharmoni som følge af religiøse og ideologiske modsætninger. Det kan man kalde paradoksalt. Men det er åbenbart også en del af vilkåret for den menneskelige kultur.

Dog er der Ún udvej af miseren, nemlig det sekulariserede demokrati, der netop tillader mange vækster at blomstre ved siden af hinanden - uden at nogen enkelt får monopol på sandheden. Hertil hjælper naturligvis ud over den politiske vilje også en fornuftig filosofi som den komplementære helhedsrealisme.

Jan Jernewicz



Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade



Henvisninger:

Relevante artikler på Jernesalt:

komplementaritetssynspunktet
komplementaritetsfilosofien (Niels Bohrs)
komplementaritets-aksiomet

komplementariteten mellem individ og samfund
komplementariteten mellem liberalismen og socialismen
komplementariteten mellem sjæl og legeme

den komplementære helhedsrealisme
Helhedsrealismens fortrin  (5.3.06.)



'Jernesalts 2009-filosofi'  med særligt afsnit om:   Begreber og aksiomer

Religion som emergent fænomen i biologien  (28.12.09.)



Rubrikken: Replikker

Forrige replik:  Er populismen elitær?  (30.3.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal