Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - 0azreplik100323

REPLIK JERNESALT - 23.3.10.



Trænger dansk mødekultur til en opstrammer?

Møder og møder er mindst to forskellige ting, nemlig overfladiske møder og dybere, seriøse møder - hver med et utal af variationer. Og noget tyder på at det næppe er helt ved siden af når en økonomiredaktør for nylig i en kommentar kunne slå fast at vi går til flere og flere møder og får stadig mindre ud af det. Ja, han hævdede sågar at den danske nationalkarakter gør vores møder specielt irriterende.

Sagen er nemlig at folk i såvel private virksomheder som i offentlige institutioner oplever at de skal til så mange møder at de ikke har tid til at forberede sig ordentligt til dem og derfor bliver stressede.

Til møder skal vi ikke destomindre, for i dag udfører vi ikke blot et stykke personligt arbejde som vi kan bestride fordi vi har lært det fra grunden og henad vejen har fået solid praktisk erfaring. Nej, vi arbejder tværfagligt og i team og skal altså hele tiden informeres om hvad der sker både i gruppen og mellem grupperne samt i fagene, i branchen, i medierne og i samfundet.



En eller anden amerikansk undersøgelse skal have vist at antallet af møder er fordoblet på 50 år. Jeg aner ikke hvordan man er kommet frem til dette resultat - og jeg tror ikke på det. For i gamle dages industrisamfund var flertallet af lønmodtagere faglærte og ufaglærte arbejdere der sjældent holdt møder i arbejdstiden. I vore dages informationssamfund er langt den største del af arbejdsstyrken funktionærer der for at løse deres opgaver er nødt til hele tiden at skaffe sig informationer og derfor også må deltage i møder.

Hertil kommer det sociale og ledelsesmæssige aspekt. Den sociale kontakt og det sociale netværk betyder mere og mere for den enkelte medarbejder. Såvel formelle som uformelle møder betyder stadigt mere. Ledelsesstilen er desuden ikke nær så autoritær som tidligere. Ved møder her i landet sidder lederen ikke nødvendigvis for bordenden for at holde lange informative monologer som medarbejderne skal labbe i sig. Medarbejderne inddrages derimod i en debat og beslutningsproces der skal sikre både et optimalt resultat og en optimal motivation af alle.

Problemet er at mødekulturen ikke har ændret sig væsentligt i 30 år. Vi ved i dag en masse om kreative processer, motivation og strategi, men møderne foregår stort set på samme måde som tidligere med en dagsorden og gennemgang af en bunke papirer. 'Rugbrødsmøder' kaldes de nedsættende.

Og når møderne samtidigt skal foregå uden alt for tydelig styring (der principielt opfattes som noget autoritært), så kommer de ofte til at mangle fokus. Mødekulturen er blevet en samværskultur hvor alle er lige. Møderne bliver derved hyggemøder og snakkemøder - præget af det en vis statsminister nedsættende kaldte 'rundkredspædagogik': alle er lige og giver deres mening til kende på lige fod med andre - som i en børnehave. Alle kan spørge og stille forslag, men mødes ofte med modspørgsmålet: Hvad mener du selv? - For i princippet har ingen et mere kvalificeret bud på en løsning end andre. (I praksis narrer man dog børn og andre der ikke kan gennemskue hvad der foregår til at tro at lederne ikke trækker i snorene).

Tendensen synes at være blevet at alt ender i ævleri der ikke fører til brugbare konstruktive resultater ud over at alle har oplevet at de er blevet set og hørt og taget med i beslutningsprocessen.



Hvis alt foregik som i børnehaverne, ville samfundet naturligvis gå i stå. Virksomheder der er afhængige af markedsmekanismernes følsomhed med hensyn til konkurrenceevne og resultatet på bundlinjen er tvunget til at være så effektive som muligt. Derfor leder man i disse virksomheder møderne med hårdere hånd - som man også gør i regeringskontorerne. To af Bill Clintons kampagnerådgivere har i en bog pointeret at et møde på højeste plan ikke bør tage mere end ti minutter, medmindre bølgerne virkeligt går højt (så kan det gå an med op til en halv time). Og deres erfaring er simpelthen, at "vinderne handler, mens taberne går til møder!"

En direktør i en biotekvirksomhed prøver dog at forbinde nødvendige møder med midler der skal fremme bestemte energier. Skal der reflekteres, sker det i et mødelokale med dybe lænestole og stearinlys. Skal der brainstormes, er lokalet med 'pangfarver' og 'tænkehatte' til rollespil. Mødelederrollen går på skift. Og så gælder desuden 'the law of two feet': Keder man sig, eller har man ikke mere at bidrage med, har man lov at gå!

Ib Ravn fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole påpeger at valget ikke står mellem det ustrukturerede ævlebævlemøde og det rene diktatormøde (eller et kompromis midt i mellem), men i at tage de bedste ting fra begge sider. Mødelederen skal være målrettet og værdiskabende, men samtidigt være til stede og gøre mødet meningsfuldt. Han skal lytte og inkludere, men også skære igennem og konkludere. - Og dette lyder jo grangiveligt som en god komplementær tankegang!



Rundkredspædagogikken med hele sit egalitetsprincip og mangel på struktur har naturligvis sin berettigelse i visse sammenhænge og visse institutioner, men den er en narresut, hvis den bliver ledetråd for virksomheder der skal måles på effektivitet som det sker i det private erhvervsliv hvor den udskældte markedsøkonomi gælder. Men det må ikke glemmes, at markedsøkonomiens store og afgørende fortrin frem for planøkonomien er selve det forhold at effektiviteten måles på den hårde og ubarmhjertige måde, at for store omkostninger ses på konkurrence, regnskabsresultat og overlevelsesmuligheder. En privat virksomhed er nødt til at rette omkostningerne ind, hvis omsætning og udbytte bliver for ringe, hvorimod en offentlig virksomhed i opgangstider altid kan håbe på flere bevillinger og derfor fristes til at undgå nødvendige og ubehagelige stramninger længst muligt.

Der er desværre stadighed ikke megen tvivl om, at den offentlige sektor lider af den bureaukratiske syge som den gode C.N. Parkinson analyserede og fandt lovene for. Administrationsarbejde skaber administrationsarbejde. Og hvad værre er: administratorerne vil hellere stramme arbejdsbetingelser for de medarbejdere der udfører det udadvendte servicearbejde end skære ned i administrationen. Denne tendens er hovedårsagen til at det er så forbandet svært at komme igennem med afbureaukratiseringen i den offentlige sektor, selvom dele af sektoren i praksis viser at det kan lade sig gøre, når viljen er til stede og man griber opgaven rigtigt an. Og det kan i hvert fald siges med sikkerhed, at vejen frem aldrig hedder flere møder.



Dansk mødekultur trænger utvivlsomt til en opstramning, for kører virksomheder og institutioner blot videre med gamle metoder, opnår de kun at medarbejdere bliver endnu mere stressede og utilfredse. Møder skal på den ene side være effektive, så resultatet kan bruges konstruktivt i praksis, og på den anden side skal de også være meningsfulde for deltagerne ved at tilfredsstille både informationsbehovet og det sociale behov på en sådan måde at det åbner for de kreative energier der motiverer til fortsat engagement.

Reelt sker der gennem al slags mødevirksomhed i alle slags fællesskabet en vis selektion der udskiller det unyttige fra det nyttige, det kedelige, irriterende og stressende fra det spændende, animerende og helende, eller det destruktive fra det konstruktive og meningsfulde.

I vore dage kan intet foretagende tillade sig at se stort på negative virkninger af dårlig mødekultur. For så risikerer de at blive hægtet af. Og de kan vel at mærke ikke opnå en bedre mødekultur alene ved at peppe møderne op med underholdningsværdier. For sådanne har det med at trætte og irritere på længere sigt. Der kræves derimod forståelse for meningsfuldhed og åbenhed og evne til at gøre møder til virkelige møder.

Og virkelige møder er de møder hvor der skabes liv. Men herom i næste ombæring.

Jan Jernewicz



Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade



Henvisninger:

Rubrikken: Replikker

Forrige replik: Hvad skal vi dog med spiritualitet i erhvervslivet?  (20.3.10.)



Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal